Den nye installationsbekendtgørelse, som afløser stærkstrømsbekendtgørelsen, trådte i kraft 1. juli 2017. En overgangsperiode frem til 1. juli 2019 hvor har man mulighed for at arbejde efter stærkstrømsbekendtgørelsen er nu slut, og alle danske installationer skal nu følge de nye regler.

CUBIC har nøje fulgt overgangsperioden og specielt interesseret sig for den fremtidige måde at dimensionere kabler i installationen, da det kan have indflydelse på, hvorledes tavler fremadrettet skal designes.

Uanset om man har tolket reglerne for dimensionering og korrigeret for fremføringsmetoder, eller har samlet fremføring og omgivelsestemperatur, har vi på fornemmelsen, at specielt de lidt større tavler er blevet overset som en dimensioneringsgivende faktor.

Eksempel: Ved kabler fremført bundtet på en kabelstige, fortsættes bundtet ofte på samme måde inde i tavlen. Den eneste forskel er, at temperaturen inde i tavlen (uden køling med ventilator eller lignende) er højere end den omgivende temperatur udenfor tavlen.

Helt konkret ser vi ofte temperaturer, der er 10 grader højere i kabelfeltet end temperaturen udenfor tavlen. Hvis oplægningsmetoden ikke er langt bedre inde i tavlen end udenfor, og hvis kablerne ikke er fremført mindre samlet inde i tavlen, vil denne pga. den højere temperatur være dimensionsgivende.

Temperaturforskellen inde i kabelfeltet og udenfor tavlen afhænger af parametre som belastning af tavlen som helhed, belastningen af kabler, klammer og samlinger i kabelfeltet som bidrager til opvarmningen, om temperaturen er meget afhængig af ventilation, om tavlen og kabelfeltet er ventileret evt. via gæller, eller om det er en total lukket tavle som eksempelvis IP44.

CUBIC’s ekspert indenfor standarder, René Jensen udtaler ”Jeg ville altid lægge 10 grader til tavlens kabelfelttemperatur sammenlignet med omgivelsestemperatur, hvis jeg skulle dimensionere en installation. På den måde sikrer man, at isolationsfejl på kabler mindskes, og at kabler, når de dimensioneres korrekt, ikke bidrager unødigt til tavlens opvarmning

Iblandt de mange fordele der er ved at anvende et modulsystem fra f. eks. CUBIC, er at man har mulighed for at variere størrelsen på kabelfelter, så den samlede fremføring ikke forringes inde i tavlen. Desuden er specielt store kabelfelter en fordel for de elektrikere, der skal montere kablerne. Når der er rigeligt med plads mindskes risikoen for fejl, såsom utilstrækkelig bespænding med de følgeskader som dette måtte medføre.

CUBIC-Modulsystem har et bredt program indenfor befæstelse af kabler i tavler, herunder forskellige profiler, men også desiderede kabelstiger.
Modulsystemet giver også mulighed for at indføre kabler både i top og bund af tavlen, og både front og bagside kan ventileres efter behov.

CUBIC producerer også tavlesystemet CPS25, som  er en konkurrencedygtig og prisvenlig standardiseret platformsløsning for eltavler op til 800 A.
Systemet er designet og udviklet som et stand-alone system, og er en ideel løsning for hoved- og fordelingstavler op til 800A.

I CPS25 kan man få kabelfelter i bredder på 400 eller 600 mm, og CUBIC tilbyder samme kabelstigeløsning som til modulsystemet til fastholdelse af kabler.

Mindste tavlesystem fra CUBIC er Cu-mini, som faktisk ikke er så mini endda. Tavlen er specielt udviklet til DIN skinnemateriel, men hvor man i tilsvarende produkter ofte ser pladsen til kabler reduceret til næsten ingenting, har CUBIC med Cu-mini bevaret pladsen for kabler i hele tavlens bredde samt i en dybde på 50 mm. Kabelindføringen kan foregå i alle 4 sider, og der kan til tilkøbes beslag for aflastning.

Som en afsluttende bemærkning vil CUBIC’s standardiseringsekspert gerne minde om, at komponenterne inde i tavlen, på lige fod med kablerne, ikke kan belastes med deres mærkeværdi. F.eks. kan en 10A sikring / MCB ikke belastes over 80% af dens mærkeværdi, når den installeres i en tavle. Af samme årsag skal det tilhørende kabels dimensioneringsstrøm (Design current IB) heller ikke fastlægges til mere end de selvsamme 8A.